17.10.13

Hindbær cupcakes med creamcheese frosting




Bladene ligger i stakke på fortovet, elkedelen koger og jeg har gemt mig under dynen, i selskab med serier og hyggesokker. Var der nogen, der sagde efterår? det tror jeg nok!
Når temperaturen falder, stiger behovet for hygge, varme og søde sager. Sådan er det i hvert fald for mig, og jeg trængte sådan til et afbræk fra københavnerosen. Jeg hev Lulu under armen og hoppede på et tog til nordjylland, hvor vi tilbragte weekenden med mormorhygge. Den stod på kortspil, lange ture og bærligheder i hendes have.
Hindbærplukning blev til hindbær-bagning og pludselig duftede køkkenet af citron og hindbær.

Vi serverede de smovsede hindbærcupcakes med en creamcheese frosting, og de vakte stor begejstring.
De er super nemme og herre lækre, så det er bare at gribe piskeriset.

Frygt ej - hindbær er slet ikke nødvendige, du kan også bruge blåbær, brombær, eller andre frosne bær!



Hindbær cupcakes 
m/ hvidchokolade og cream-cheese frosting

Cupcakes
125 g smør
50 g hvid chokolade
3 æg
150 g sukker
1 tsk vaniljepulver eller 1/2 vaniljestang
skal af 1/2 citron (øko)
75 g mel
1 tsk bagepulver
et nip salt
50 g hvid chokolade
ca. 2 "gode" håndfulde hindbær (friske eller frosne)

Cream cheese frosting
200 g cream cheese 
25 g blødt smør
400 g flormelis
1/2 vaniljestang
skal af 1/2 citron
evt. et par spsk mælk
(friske hindbær til pynt)

Cupcakes
Forvarm ovnen til 170°C varmluft.
Smelt smør og de første 50 g hvid chokolade, og lad det køle af.
Pisk æg, sukker, vanilje og citronskal lyst og luftigt. Bland mel, bagepulver og salt sammen. Hak de næste 50 g hvid chokolade og bland det forsigtigt med hindbær og ca. 2 spsk af melblandingen (det forhindrer at chokoladen og bærrene falder til bunds. Pisk melblandingen i "æggesnapsen", og pisk smørblandingen i. Vend derefter forsigtigt chokoladen og bærrene i. 
Kom dejen i smurte muffinsforme og bag dem i omkrin 12-18 min. Tjek efter 12, hvis der stadig er dej på, så bag dem yderligere 3-5 min. og gentag. Lad dem derefter køle af.

Frosting
Imens cupcakes'ne bager, kan der passende laves frosting.
Pisk alle ingredienserne, undtagen mælk, sammen til den er cremet, men fast. Pisk evt. lidt mælk i, hvis frostingen ikke har den ønskede konsistens. 

Kom frostingen i en sprøjtepose med tyl, og sprøjt frostingen på cupcakes'ne (du kan også bare putte det på med en ske). Pynt med friske hindbær, og nyd dem til en kop varm te eller kaffe.

Nyd efterårsferien <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar