17.2.13

Tarte au Citron Meringuée


Vinterferien har været fuld af god mad. Både CPH Dining Week med Liva, og så derhjemme. Tirsdag var især lidt speciel, jeg skulle ikke noget specielt, men min far og jeg havde aftalt at lave fransk middag. Denne franske let syrlige citrontærte med et blødt og sødt lag marengs, var perfekt som efterfølger af den lækreste Coq au Vin. Det lige så man glemmer det kolde, grå vejr udenfor!


Jeg lavede portionstærter, der blev til 6 af dem, og en smule dej mere, der kom på frys!

Mørdej
6 små tærter eller én stor + ekstra overskuds dej
150g koldt smør i terninger
60g flormelis
230g mel
Korn fra 1 vaniljestang mast sammen med lidt sukker
Et godt nip salt
1 æg

Citroncreme
Filet af 2 citroner
Revet skal af 1 citron
2 æg
1 æggeblomme
100g sukker
1,5 dl piskefløde

Italiensk marengs
2 æggehvider (pasteuriserede)
1 dl vand
40 g sukker


Forvarm ovnen til 200 grader.
Bland det kolde smør med flormelis, mel, vaniljekorn og salt sammen. Pisk det med en elpisker på lav hastighed, indtil det er helt som revet ost. Tilsæt ægget, saml dejen hurtigt og sæt den på køl.

Lav der imens citroncremen. Blend alle ingredienserne undtagen fløde, hurtigt sammen i en blender. Hæld det i en skål, og pisk langsomt fløden i med et piskeris.

Smør tærteformene med smør og rul dejen ud til ca. 1/2 cm tykkelse. Stik tærtedejen ud, så der er til 6 tærter (stort nok, til at dække både bund og sider). Prik tærtens bund og sider med en gaffel. Klip stykker af sølvpapir til hver tærte, sådan at det dækker bunden og for siderne. Fyld ris, tørrede kikærter eller lign. i. Det er at bage blindt. Bag bundene blindt i 10 minutter og fyld citroncremen i bundene og bag dem igen på 170 grader i ca. 25-30 minutter og lad dem køle af.

Inden servering laver du marengsen. Kog vand og sukker til en let tyknet sirup. Pisk æggehviderne, til de begynder, at blive stive og pisk derefter siruppen i. Pisk til marengsen er helt stiv. Kom den i en sprøjtepose og sprøjt den på de afkølede tærter, eller kom det på med en ske. Brænd marengsen let med en gasbrænder eller på din ovns grill-funktion HOLD ØJE. Evt. drys med lidt lakridspulver!

*Du kan godt udelade marengslaget, og bare drysset let med flormelis, men det ville være ærgerligt.

Bon Appetit!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar